Ofte ser jeg mig selv som en toddler. Et barn der øver sig i at gå. Falder. Rejser sig. Prøver igen. Og igen og igen. Der er styrke og læring i at øver sig. Igen og igen.

I mange år følte jeg mig mere lam end levende. Som en der overlevede i stedet for at leve. Jeg længtes efter forandring. Længtes efter at føle mig vågen, klar og nærværende. At føle mig som MIG -den stærke kvinde jeg ved, jeg er. I mit hjerte, min hjerne og min krop.

For godt et år siden begyndte dette citat at vise sig for mig. Det poppede op diverse steder. Nu hænger det på væggen ved siden af min seng. Skrevet på grønt papir. Hjertets farve. For hjertet må jeg have med. Det er her min virkelige virkelighed udspringer fra. Igennem hjertet og UD ad. Puff. Citatet lyder:

"Intet ændrer sig, før du ændrer dig.

Alt ændrer sig, når du ændrer dig."

Jeg valgte ændringernes vej. At gøre noget i stedet for at lade stå til. Det var skræmmende. Og spændende. Ændringernes vej kaldte på mig. Mit hjerte responderede på disse ord med rytmiske, pulserende slag af Ja - JA -  JA. Jeg gik med rytmen. Og gør det stadig. Skridt for skridt. Hjerteslag for hjerteslag. For hjertet må jeg have med. For at være mig.

Jeg opsøgte grupper med inspirerende mennesker og programmer. Jeg vidste, at jeg ville få brug for støtte og sparring. Hånd i hånd med andre modige sjæle begyndte jeg at bemærke, undersøge og udforske mine mønstre og historier. Mønstre og historier som jeg har skabt og båret med mig gennem livet. Nogle af dem var tunge og skræmmende. Andre var øjn-åbnende.

Et par eksempler:

Jeg fandt ud af, at jeg brugte mig lange hår til at gemme min krop under. Jeg ønskede ikke længere at gemme mig. Jeg ønsker at stå frem, og stå ved den jeg er, og sådan som jeg ser ud. Så af røg håret. 65 cm. Puff. Følelsen af frihed og lethed krydret med krøller er nu virkeligheden. Og jeg elsker den virkelighed.

Jeg fandt ud af, at jeg havde mistet tilliden til, at mine tarme kunne heale og atter fungere optimalt efter 22 år med endometriose. Den mistillid udfordrede jeg ved at dykke dybt i et (tarm med meget mere) healings program, Restore60. Og HURRA. Hurra fordi mine tarme langsomt healer. Hurra for mig for at turde udfordre min mistillid og min krop. Jeg healer. Min krop er for sej! Jeg øver mig. Sammen med min krop.

Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg følt mig dum og dårlig til engelsk. Det har hæmmet mig i kontakten med min engelske familie. Og generelt i kontakt med mennesker ude i den store, vidunderlige verden. Følelsen af at være dum og dårlig til engelsk har jeg udfordret. Max. Det sidste års tid har jeg skrevet og talt engelsk. Hver eneste dag. Jeg har opsøgt og opbygget venskaber. Med skønne, berigende mennesker -som bl.a. har engelsk som modersmål. Der er styrke i at øve sig. Styrke i mod. Mod til at træde frem. Til at opsøge og udforske. Og udfordre. Nu kommunikerer jeg vidt og bredt på engelsk. Og glædes over at lege med ord og udtale. Og nye venner.

Jeg har altid sagt til mig selv, at "jeg er ikke sådan et yoga-hovede." Læs: Jeg ville piv gerne lave yoga, men har været så bange for ikke at være god nok. Bange for at få endometriose-ondt, som jeg så ofte har fået af fysisk det ene og det andet. Sikke noget fis! Dén gamle overbevisning ønsker jeg ikke længere at være begrænset af. Så frem med Pippi Langstrømpes kloge ord: "Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt." Og 1-2-3 nu er jeg tilmeldt yoga. Der er styrke i at øve sig. Og mit hjerte har i årevis kaldt på yoga. Nu må øvelse gøre mester -eller ej. At blive mester er ikke mit fokus. Ikke vigtigt. Sjovt bliver det -og dét er vigtigt. Måske bliver det også udfordrende. Og skræmmende og skørt. Jeg er klar!

Og jeg kan blive ved. Med det ene eksempel efter det andet. Det er som om mine mønstre og vaner står i kø for at blive opdaget, udforsket og forandret. Så meget har ændret sig gennem det sidste års tid. Fra inderst til yderst. I mig og omkring mig. Jeg føler mig mere vågen og nærværende. Mere mig. En del af mig er til tider bange. Det er et udfordrende, smukt, skørt, dybt og vildt arbejde at tage min power hjem. At træde frem og ud i livet som mig. Processen er en gave. Én af de store.

Gang på gang mindes jeg om styrken i at øve sig. I at falde og rejse sig. Klogere. Mere erfaren. Igen og igen. Øvelse gør mester. Og jeg øver mig. Dagligt. Jeg tjekker ind med mit hjerte, min krop, min hjerne. Jeg tjekker ind med mine følelser, mine mønstre og mine mange indre børn. Rigtig rigtig mange gange om dagen.

Til tider bliver jeg overvældet over forandringerne. Bange for forandringerne. For min power. For hvad jeg er i stand til. Så sker det at jeg selv-saboterer. Fx ved at spise sukker. Jeg dulmer, når ændringerne bliver for store eller går for hurtigt, så jeg bliver bange eller ikke kan genkende mig selv. Mine tarme, følelser og hjerne reagerer prompte. Og jeg fortryder. Og må minde mig selv om styrken i at øve sig. Styrken i at rejse sig igen. Og igen. Og gøre sit bedste. Der er masser at lære. Masser at mestre. Mønstre at ændre og skridt som skal tages. Med hånden på hjertet. Som en toddler der træder ud i verden.