Mit ønske med denne blog er at inspirere. Gennem de sidste par år har jeg oftere og oftere delt kortere eller længere skriv på min private facebookside. Skriv som har taget udgangspunkt i mig, mit liv og min måde at se og være i verden på. Hyppigt har venner, bekendte og kolleger -og i ny og næ mennesker jeg ikke kender- skrevet bagom via messenger. Med kommentarer, refleksioner og ofte med tak. Tak for at jeg deler og sætter ord på det, der fylder, det der rumler. Og det jeg inspireres af. Sætter ord på finurligheder og farver. På at jeg øver mig i at gøre mit bedste. At jeg øver mig i livet. Jævnligt er jeg blevet opfordret til at skrive en blog. Min kære bror er nok den største hepper på det punkt ;-) Og nu gør jeg det sku! Laver en blog med skriverier om stort og småt. Om op og ned og livets mange runder. Jeg skriver om og med hjertet. Jeg skriver, med ønsket om at inspirere. Inspirere til at turde træde frem, til at udforske egne mønstre, afprøve idéer, til at være ærlig overfor sig selv og sin omverden, til at "fejle" og lære af det, til at larme, stå ved sig selv og til at være DIG.

I min verden er det smukt at dele. At forundres sammen. At lege med formuleringer, vaner og tanker -sammen. At diskutere fair, dele viden, venskaber -og endda lade nye forbindelser spire og opstå. Selv har jeg oplevet at udvikle ind til flere venskaber via Facebook. De ville jeg for år tilbage have forsvoret. Nu er det virkelighed. Og sådan kan vores virkelighed ændres og udvikle sig og åbne vores øjne og vores hjerter for nye veje, nye muligheder. Og nye mennesker.

Jeg ønsker af hjertet, at du bliver inspireret til at træde frem og være mere DIG.

Jeg ønsker dig hjertelig velkommen.