Vi er i 3. lockdown corona-uge her i Danmark. Hjemme hos os betyder det, at vi har fundet vores rutiner. Både i forhold til mine døtres onlineskoler, madlavning/opvask/indkøb, daglig motion, frisk luft, aftenmeditation og masser af søvn og hvile. Det er rart. For hos os betyder rutiner rum og overskud til andet. Fx har vi spist flere online middage med venner og familie, vi har spillet online med familien, hørt stuekoncerter, drukket online te, bagt en masse, tegnet, lavet smykker, kommet ind i en ny, berigende og længe ønskede trænings-rutine mmm. Dagligt bruger jeg 10 min på at orientere mig i div medier i forhold til corona. Resten af dagen bruger jeg på mig selv og pigerne og dagens opgaver. Weekenden efter første uge med lockdown, var jeg grumpy og absolut kort for hovedet. Jeg måtte erkende, at jeg ikke havde prioriteret mig selv og mit behov for alenetid højt nok. Derfor ændrede jeg på min måde, at hjælpe og støtte mine piger på. Og jeg holder nu tydeligt og standhaftigt fast i mine grænser. Mine daglige protieringer er nu klokke klare: Jeg prioriterer daglige alenestunder, nærvær, næring fysisk og mentalt og prioriterer at hæve vores vibration og energi. Og ohøj hvor det går nu. Vi skraldgriner flere gange dagligt, min efterskole-datter er ved at være udhvilet efter månederne med max gang i den på efterskole og min yngste er ved at være helt back on track efter 2 ugers sygdom. Og selv mærker jeg den dybe glæde ved at fordybe mig. I bøger, i musik, meditation, stilhed, i at skrive og i endnu en runde med Restore60 (det må jeg lave et skriv om ved lejlighed). Jeg er påvirket af den megen kreativitet, som jeg oplever både online og i verdenen rundt om mig. Jeg er påvirket af de mange smil og vinke-hilsner. Jeg er påvirket af hjælpsomheden online og rundt om. Jeg er påvirket af, at vi mennesker har et fælles fokus: At komme bedst mulig igennem denne periode. At vi mennesker ser forskelligt på corona-tiden er spændende. Nogle ser den som en krise, som verdens potentielle undergang har jeg sågar hørt flere sige. Jeg ser fortsat corona-tiden som en mulighed for opvågning. Personligt, nationalt og globalt. Vi er i en lockdown puppe med mulighed for transformation. På det politiske område ved at partier står sammen (den der potentielle tvangsvaccine, dén har jeg intet pænt at skrive om) og ved at politikerne få øjnene op for andre måder at tænke, agere og prioritere på, i forhold til miljøet og Moder Jord som i disse uger trækker vejret på ny, i forhold til sundhed og samvær og ikke mindst i behovet for knus. Der er så meget at lære af disse corona-tider. Det berører mig. Som noget stort, smukt, udfordrende og som et stort potentiale. Og i den grad som en tid med indsigter, der giver mig nye udsigter. Indsigter jeg lader synke ind i hjertet i mine stille stunder, indsigter der forplanter sig i min krop under vores lange gåture, indsigter jeg formulerer i mine nye gule notesbog. Siddende på altanen med solen i ansigtet, te i kruset og notesbogen parat, der smiler jeg i hver en celle. Berørt -af både det der er svært og udfordrende, af dødsfald og sygdom og i dén grad af følelsen af transformation. Det er spændende hvad fremtiden bringer. At gå tilbage til det, der var, er i min optik ikke muligt. At være i lockdown puppe er en proces af den helt store slags med alt hvad det indebærer.