Fra den ene dag til den anden kaldte en tatovering på mig. Jeg har aldrig før skænket det at få en tatovering en tanke. Tvært i mod har jeg været så'n lidt øko nej-agtig i forhold til at fylde permanente, potentielt skadelige farver i kroppen. Men et voila et budskab kom til mig og kaldte på at blive permanent -at blive tatoveret. Og sådan blev det.

Jeg brugte tid på at undersøge tatovører, farver, potentielle allergiske reaktioner mm. Hurtigt fandt jeg frem til et af Århus' ældste tatovørsteder og vidste instinktivt, at det skulle være der. Mine børn fulgte nysgerrigt med i processen, og min ældste datter ville gerne med og se, når tatoveringen blev lavet. Jeg havde som sådan ikke skænket selve det at få udført tatoveringen mange tanker. For det var budskabet, som var vigtigt for mig, ikke selve det at have en tatovering. Min datters ønske om at komme med bevirkede, at jeg mærkede ind i, hvordan jeg havde det med, at skulle under tatovørens hænder. Jeg mærkede, at jeg var bange for, at det ville gøre ondt. Mit budskab skulle tatoveres på håndledet og det skulle fyldes helt ud -ikke bare være en streg. Jeg havde læst at netop håndledet og en udfyldt tatovering kan gøre ondt at få lavet. Så helt tryg var jeg ikke. Jeg mærkede også en snert af utryghed over at skulle på total udebane i et miljø (læs i en gammel tatovør-bix) fuld af traditioner, indforståethed og alverdens symboler. Men altså! Det er jo en absolut gave at møde et helt nyt univers! Oven i købet et fuld af farver og former, som er noget af det jeg elsker mest her i verden.

Flankeret af min ældste datter og en nær og kær ven gik jeg til tatovøren med mit budskabs-ønske: Et grønt hjerte på mit håndled. Tatovøren har helt sikkert hørt, set og udført lidt af hvert. Alligevel lagde han hovedet på skrå, kiggede på mig og spurgte: "Sagde du et GRØNT hjerte?" "Yes" var mit smilende svar. Han smilede tilbage og sagde: "Ok. Har du overvejet at vippe det i vinklen? Ellers ligner det mere 2 balder end et hjerte for alle andre." Jeg overvejede. Mærkede efter og svarede grinende og ærligt: "Det er vigtigt for mig, hvad jeg ser, ikke hvad andre ser. Og jeg kan godt lide balder, så det er helt ok." Han smilede varmt og bød mig velkommen i stolen. Hjertet blev nu alligevel tvistet lidt på siden efter hans anbefaling, da det gav så fin mening for mig i forhold til min arms linjer. Det var en fin og rar oplevelse. Tatovøren var skøn, jeg havde min helt personlige favorit backup group med -og det gjorde ikke ondt. Det prikkede, summede og killede.

Hvad var det så for budskaber, som bad om at komme på mit håndled? Hvad er det med det grønne hjerte? For saftig-grønt er det, selvom det ikke kan ses på billedet.

For mig repræsenterer grøn hjerte-chakraets farve. Og saftig grøn som mit hjerte er repræsenterer for mig naturen i al sin sprødhed, saftighed, livscyklus fra udspring til død, lys og mørke og elementerne -fra tåge til rimfrost, solens stråler gennem skovens blade og havets rullen mod strandens sten. Hjerte-formen en en reminder om mit eget hjerte. Om at passe på mit hjerte. Lytte til mit hjerte. Leve i, fra og med mit hjerte. Gøre mig umage med at møde mig selv og verden fra hjertet. Hver dag. Resten af mit liv. Jeg så et livs-mønster, hvor jeg igen og igen har levet og ageret efter andres værdier og ønsker. Hvor mit hjerte bankende har gjort sit til at kalde mig hjem. Hjem i hjertet. Men ud af primært frygt, har jeg igen og igen undladt at lytte til mit hjerte. Frygt for at være alene. Frygt for ikke at være god nok. Frygt for at give slip og miste. Frygt for det ukendte. Blandt andet. At opdage det mønster, var en øjenåbner. Det mønster, har jeg det sidste årstid arbejdet på at ændre. Dagligt. Men vaner er drilske. Vaner har magt. Vaner har det med at poppe frem, når jeg er træt, ked af det eller uopmærksom. Derfor sidder mit grønne hjerte på mit håndled. Synligt for mig hele tiden. I min fritid, når jeg arbejder, når jeg vasker op, når jeg er i bad, når jeg sidder og skriver dette. En synlig, ærlig og kærlig reminder til mig selv. Og derfor sidder hjertet på netop venstre håndled. Venstre som værende vores "modtager-side". Den energi vi tager ind til os, hvor højre side er vores "giver-side", den side vi sender en given energi fra os og ud. Og helt konkret sidder hjerte-organet lidt til venstre for kroppens midtlinje. Så pengene passer. Eller mit grønne hjerte passer. Det sidder akkurat hvor det skal, ser ud som det skal og repræsenterer en ny og central værdi for mig. I mit liv. Og så er hjertet tegnet af mine piger. Jeg bad dem begge tegne en hel masse hjerter, hvorefter jeg valgte et halvt hjerte fra hver og satte dem sammen til et helt. På den måde er pigerne og min dybe kærlighed til dem med mig. Hvem der tegnede hvilken del af hjertet, ved vi ikke. Vi gætter tit ;-)

Så her er jeg. Klogere på et af mine mønstre. Sårbarhed og styrke er udsprunget af netop det mønster. Og et grønt hjerte som dagligt beriger og berører mig.