Jeg går ikke så meget op i ting, tøj og tendenser.  Jeg går op i betydning -hvad noget eller nogle repræsenterer for mig. Og her er der i dag fløjet en ny følgesvend ind i mit liv. En fingerring. En fugl. Med masser af betydning. Jeg troede, den skulle bo på min venstre ringfinger. Havde fået målt min ringstørrelse så'n helt prof og det hele. Men virkeligheden har det med at vise sig anderledes. Det viste sig, at fuglen ville bo på min venstre langefinger. Sammen med min afdøde mormors vielsesring.

Her sidder de så. Ringene. Ikke specielt pæne eller trendy. Men med dybde. For begge når de mit hjerte. Begge repræsenterer de aspekter, som jeg har brug for at blive mindet om, her hvor jeg er i mit liv. Lige nu. Når ringene sidder der på min finger, hvor jeg mærker og ser dem igen og igen, så bliver de til kærlige følgesvende. Remindere. Helt ind i mit hjerte.

Min mormors vielsesring er fra 1955. Hun og min morfar blev primært gift, så de kunne få lov til at leje en bolig. Sammen. Selv blev jeg primært gift, for at kunne få opholdstilladelse i Tanzania. Datoen og årstallet i ringen bringer tanker frem. Om forunderlige årsager til giftemål. Forskelle på 1955 og nu. Hvad ægteskabet repræsenterer for mig -og om jeg egentlig har det med ægteskabet, som jeg i årevis har gået og troet...

At bære min mormors ring repræsenterer for mig, at connection til de generationer, der har været. Mine forfædre og formødre. Jeg mærker dem dybt. Og bærer denne kontakt, dette minde med respekt og stolthed. Der er visdom og dybde i den connection. Og kærlighed. Når jeg kigger på ringen, så mærker jeg min mormors nærvær. Vi var tætte. Vi har grint, fjollet og skændes så det bragede. Sjældent har jeg mødt et menneske, jeg kunne blive så triggered af. Måske fordi jeg følte mig helt og aldeles sikker på og tryg ved hendes kærlighed, ved vores forbindelse? Jeg bærer ringen med glæde, med ære og med smil. I hjertet.

Fugleringen, det er en helt anden historie. Den fandt på forunderlig vis selv frem til mig. Kaldte på mig fra det sekund den poppede op på min skærm via en gammel skolekammerat og hendes genbrugs-smykkebix. Der stod noget om størrelsen på ringen. Mit hoved fortalte mig, at den kunne jeg ikke passe. Mit hjerte sagde: "Den der, den skal for en stund bo på din venstre hånd." Og sådan blev det. Og det gjorde det fordi, ringen har flere budskaber til mig. Den repræsenterer flere aspekter, som for mig, er vigtige at blive mindet om. Igen og igen. Her hvor jeg er i mit liv.

Det sidste årstid har fugle generelt kaldt på mig. Rovfugle er fløjet lige forbi min snude adskillige gange. Smukke solsorte har sat sig foran mine fødder og sunget triller af netop den slags som får mine celler til at danse. Store fugletræk har kredset om mig og fugle har sunget i kor hvorend, jeg har gået -eller jeg har registreret dem på en ny og mere nærværende måde. Når jeg har tunet ind og spurgt fuglene, hvad deres budskab til mig var, så har svaret altid været: "Det er tid til at flyve. Til at du folder vingerne ud." "Uha," har mit indre sagt. "Det har jeg ikke prøvet før. Det tør jeg ikke." Samtidig har en kærligt drillende og insisterende stemme sagt: "Præcis, det har du ikke prøvet før. Og nu er det tid. Du kan godt." Jo jo. Tegnene har været mange. Og nogle gange skal jeg åbenbart have smækket et budskab helt op i ansigtet. I form af et opslag på facebook som nærmest blinkede til mig. Og nu sidder den her på min langefinger, hvor den selv har bestemt, at den vil sidde. For fugle er frie og ikke sådan at bestemme over -vil den gerne minde mig om.

Fugle flyver, nogle svæver, de lader sig føre af vinden -i lethed. For mig repræsenterer de netop frihed, lethed og tillid til letheden, leg, højde, at sætte stemme på, at lade sig læne ind i og svæve med. Alle aspekter som er mestendels ukendt land for mig. Aspekter som mit ego siger bestemt "nej tak -det er for farligt" til. Læs: Det er ukendt land for mig at udforske mine højder, at lade mig føre med, at være i tillid til lethed. Og jeg er nået der til, hvor mit ego hopper op og ned og siger bestemt NEJ. Samtidig med at mine celler vibrerer -drillende. Min krop, mit hjerte siger JA. Og så kender jeg mig selv godt nok til at vide, at her er noget, jeg skal gå efter. Her er noget som skal udforskes. Er det scary at gå nye veje? At træffe valg ud fra en nyt sted? Oh yes! Og sådan er det. Vil jeg rykke mig, så må jeg træde frem og ud i åbent land og lade mig guide ud på nye veje. Af mine celler. Af mit hjerte -og fuglene. Step by step. Dybderne kender jeg. At være i overlevelse. At være doer. At nøjes. At dulme så jeg holder mig selv og min energi nede. Det er kendt land. Trygt land. Nu er det tid til at udforske flyver-kunsten. Letheden. Being. Som en nær ven sagde til mig forleden: "Jo dybere vi har dykket, des højere kan vi flyve." Bum.

Ringen kommer fra Afrika. Et kontinent som står mit hjerte nært. Helt konkret er den fra Cape Town, Sydafrika. Lavet af en smykke-kunstner som arbejder under et navn og en vision der både hylder "det hårde og det lette." Indenfor ædelstensverdenen. Og i livet. En smykke-mager der hylder forskellighed og det individuelle udtryk. Se, der er mange smukke budskaber i den fugle-ring. På fuglens ryg bærer den en rød granat. En sten der længe har kaldt på mig. Og nu har fundet frem til mig. Granater bærer bla vibrationerne for passion og flow. For blodets susen og brusen. Den styrker relationer og processen med at slippe det og de, som ikke længere nærer min vej i livet. Granaten handler om nutiden. Om at være til stede. Stærk og kraftfuld. Well well well. Det er jo lige det...

Og sidst med ikke mindst så minder granaten og den sydafrikanske fugl mig om et intenst møde jeg havde med en person derfra. Et møde der blev en reminder om, at jeg kan stå i min energi, at jeg kan læne mig ind i min femininitet og stråle -at det er smukt og stærk. Og trygt. Og at jeg ikke behøver stå alene. Når jeg kigger på fuglen, sender jeg tak og kærlige tanker til lige præcis den sjæl helt der nede på spidsen af det afrikanske kontinent. En sjæl som endda bor i samme by som ringen er lavet...

Der sidder fuglen. På min venstre ringfinger. Den drejer lidt skævt, så den kigger op på mig. Skælmsk. Lidt skørt. Legende. Den minder mig om fabler, eventyr og historier, sådan som den sidder der. Og jeg husker, at jeg, som min moder, er historiefortæller. Som min mormor, hvis ring der klæder fuglen, også var på sin egen måde. Det er jo det. Med generationerne. Historierne. Visdommen. At sætte stemme på. Træde frem og lade sig svæve. I tillid og lethed. Som en fugl. Det er tid til at flyve.