Selvom vi blot skriver februar, så titter foråret frem. Næret af den lune vinter står erantis, vintergækker og de første krokus strunk og strutter. Og tjørnen er enkelte steder sprunget ud. Mine celler hopper af glæde. Over farver, former og dufte. Over liv der spirer, vokser og folder sig ud.

Denne vinter har været lang. På en særlig lang måde. Uden sne og nævneværdig kulde for en garvet vinterbader som jeg. Og uden høj blå himmel og frost som bider i kinderne og udvider lungerne på den der helt særlige "vi bor i nord" facon, som jeg ELSKER. Vinteren har været våd og fugtig og grå. Jeg trives med mørket. Jeg går i hi. Maxer ud på stearinlys og bål når muligt. Mellow jazz, gode bøger og tidligt i seng. Så denne ekstra våd-lange vinter har jeg i den grad været i hi. Nye idéer og lyster er i ekstra grad blevet næret i denne vinters mørke. De har slået rødder. Og nu hvor lyset kommer tilbage, luften er lun og fuglene synger om forår, så gror idéerne og lysterne sig dybere og stærkere rødder til. Som forårets blomster spirer de og søger op og ud. Enkelte af idéerne og lysterne er som gamle stauder der først blomstrer senere på året -når tid er. Her er intet hastværk. Blomster og idéers udspring kan tage tid. Hver blomst, hver ide og hver lyst til sin tid.

Her og nu -i takt med forårets udspring- er én af mine lyster blevet klar til at springe ud. Det er blevet tid til, at jeg træder frem og ud i verden med en lyst, som længe har ligget i hi. Nu er den klar til at at se dagens lys. Til at fødes, vokse og gro.

Lysten til at skrive, til at dele, til at inspirere. Via en blog. Via denne blog. Dét er min lyst. Min forårsblomst. Mit forårsudspring. Forestil jer Ronja Røverdatter stå der. Hun er klatret op på klipperne. Står med Mattisborgen bag sig og den brusende elv og skoven, som hun elsker så højt, for sine fødder. Der står hun, med armene spredt ud. Trækker livet og luften ind og velkommer foråret med sit skrig. Et skrig der emmer af livslyst, sitrende livsenergi, gåpåmod og ren hurra. Som kun foråret kan få det frem i en. Også i mig. For jeg genkender. Genkender mig selv i Ronja og i foråret. Denne, mit første blogpost bliver dette års særlige forårsskrig fra mig. Må det vibrere ud i den store verden.

Jeg finder det smukt og meningsfuldt at springe ud sammen med foråret. Fuld af farver, sitrende gåpåmod og lyst. Spændende bliver det. Jeg byder dig velkommen. Må mit forårsskrig nå dig -hjerte til hjerte.