I dag er det kvindernes kampdag. Hvert år føler en del af mig, at jeg burde deltage. Burde være aktiv, stille op og råbe an. (Ordet 'burde' laver jeg et helt skriv om en anden god gang.) Virkeligheden er, at en stor del af mig ikke bryder sig om ordet 'kamp'. For mig repræsenterer det, at der er fronter -modstandere, ufred, uenighed uden rum og ro til gensidig lytten, fravær af nærvær og kommunikation. Bla. Og så er der en del af mig, som reagerer på det kønsopdelte i blot at fokusere på kvinderne. Jeg gør mit bedste for at leve efter, at vi mennesker løfter og hepper på hinanden -uanset køn, oprindelse og hit og halløj. Der er sku mere flower power og nærværs-kram i mig, end der er kvindekamp.

Alligevel -og måske fordi det er kvindernes kampdag i dag?- poppede dette kvinde-minde op. Som et hjertemøde-minde. Og netop stunder som i dette kvinde-minde, tror jeg på spreder mere nærværs-gensidig-respekt-vi-lytter-til-hinanden-og-hepper-og-løfter-løsninger end kamp -hvad end det kaldes kvindekamp eller alt mulig andet kamp.

Tilbage til knus og nærvær. Og at møde og løfte og støtte hinanden. Livets gaver. For sådan var det, det kvinde-minde. En gave for livet:

Gående gennem Århus midtby en lun sommer dag med solen i øjnene og fuglesang i ørene. Der blev jeg stoppet. Ud af det blå. Af et knus. Midt på gaden. Et fast knus med en agenda. Det var tydeligt. Knuset blev givet af en kvinde. I slør fra top til tå. Kun hendes øjne kunne ses. Og de strålede. Som stjerner. Og jeg genkendte dem. Øjnene. Åh, hvor jeg genkendte de øjne! For nogle år siden fødte jeg med denne kvinde. Bare hende og jeg -og vores øjne. Og nattens særlige smukke, fortættede stemning. Det var hendes første barn. Kvinden havde den nat været i Danmark i præcis 1 uge. Hun var uden pårørende, og hun var bange. Vi kendte ingen fælles ord, men kommunikerede smukt, blidt og uproblematisk via vores hænder, vores blikke, smil, tålmodighed og en fælles kvinde til kvinde forbindelse, hvor det talte sprog er overflødigt. Det var hjertets, nærværets, modets, tilliden og urkraftens sprog, der talte den nat. Det smukkeste sprog, jeg kender. Det var stærkt og stort -dybere end ord. Og en nat jeg aldrig glemmer.

Så, nogle år efter, stod hun der. Rank, strålende og landet. Landet i Dk. Landet i moderrollen. Landet i det danske sprog. Hun fortalte mig, at hun aldrig har glemt mit smil, mine hænder og min ro under fødslen. At hun følte, jeg både tog imod hendes barn og hende den nat. I det øjeblik følte hun sig velkommen i Danmark. Den nat turde hun atter tro på tillid og hjælpsomhed mennesker imellem.

Lige der blev jeg varm af lykke. Sådan helt helt ind i hjertekuglen. Stående midt på gaden i en kvindes arme. Dér mærkede jeg meningen med at være jordemoder, meningen med at være menneske, meningen med at støtte og heppe på hinanden. Altid. Uanset køn, sprog og alt det der som er forskellighedens krydderi.

Her flere år efter bringe dette minde stadig dyb glæde i mit hjerte. Og på en dag som denne -kvindernes kampdag- og i en tid som denne -med flygtningestrømme, hegn og ufred- så er sådan et knus ekstra værdifuldt. For mig repræsenterer det alt det modsatte af kamp, opdeling og ufred. Det repræsenterer håb, tillid, ville, tro, støtte, nærvær, mod, kunnen. Og meget meget mere som er stort og smukt og dybt og vibrerende. Og spredes som ringe. Af fred.

Knus og heppen på hinanden er nogle af livets uvurderlige gaver -og veje til meget godt og givende. Det kræver så lidt og betyder så meget.