Som jordemoder arbejder jeg med liv. Og med død. Med at hjælpe kvinder og mænd til at rumme. Både livet -og døden når det er den, som er virkeligheden.

At arbejde med livet og døden er smukt. Berigende og berørende. Og hårdt. Jeg møder kvinderne og mændene med og i mit hjerte. Jeg holder dem i hånden når nødvendigt. Støtter dem når de er i proces med at rejse sig efter en tung dans -med livet eller med døden. Jeg hepper, krammer, lytter og rummer. Og guider med en fast og nærværende, kærlig hånd på deres skulder. De er ikke alene. De bliver mødt. Jeg møder dem. Og jeg er god til det. Jordemoderen i mig er god til det. Min store udfordring er, at være den samme nærværende, kærlige støtte overfor mig selv, når jeg i mit privatliv danser nogle af livets tunge danse.

Og det er her jeg er. Lige nu. Midt i en af de tunge danse. Med døden. En af mine grundpiller i mit liv er død. I mit liv var han en mentor, mester, inspirator og på mange måder en helt. Jeg er taknemmelig for at have haft ham i mit liv! Mine celler smiler, når jeg tuner ind på ham. Når jeg mærker ham. Hører hans stemme: "Yo baby." Jeg smiler. Han er lige her. I mit hjerte. I mine minder. I en del af min måde at være i verden på. Og samtidig så er han ikke mere. Han er død. Og hans død rammer ind i min kerne. Noget i mig går i stykker. Splintre i tusind stykker. Døden fylder i mit liv. For han er ikke den eneste, jeg har mistet. Gennem de sidste godt 7 år, har jeg mistet 14 personer, som på hver sin måde havde en stor plads i mit liv. I mit hjerte. Halvdelen af min familie, alle mine livsmentorer, mine grundpiller og inspiratorer. Og flere venner. Dét er en tung dans at danse.

Jeg er i knæ. Splintret. Oversvømmet af tårer. Og følelser. Og masser af minder og smil. Og her opdager jeg, at livet stadig er. Midt i mit indre smil over et skørt og finurligt minde med en af mine nære. Lige der husker mit hjerte mig på, at døden er en del af livet. Som 2 dansende parter. At døden er en transformation. Og de døde lever videre i mig. I minderne. I vinden. I mit hjerte. Jeg er også i transformation. Jeg er splintret og oversvømmet inden i. Sådan er livet også. Nogle gange skal vi gå i stykker for at kunne spirer på ny. Stærke, strunke spirer. Med nye dybder og mulige højder. Med nye erfaringer fra dansen med livet og døden. Jeg er i proces. Danser en tung dans. Og det er ok.

De mange dødsfald har givet mig en følelse af, at være en ensom ulv. En del af mig oplever en ny og trist følelse af at have mistet min flok. Jeg går i skoven. Alene. Jeg kigger mig over skulderen og ser ikke længere min flok. Mit hjerte banker. Livets puls. Som den puls min nyligt afdøde ven og helt spillede på koklokken, når vi jammede. Atter smiler jeg. Og mærker at livet stadig er. Midt i døden. Mit hjerte taler til mig. Der i skoven: "Siff, du er ikke alene. Du bærer generationer i dit hjerte. Og inspiration og minder fra så mange mennesker. Du er stadig. Og du vil skabe nye venskaber. En dag vil du kigge dig tilbage over skulderen og se, at du atter har en flok. Atter er en del af en flok. Af nærende, inspirerende og vibrerende hjertevenskaber. I vil gå i flok. Gennem livet." Og jeg ved det. Jeg mærker det. Midt i min tilstand af oversvømmethed.

Og netop sådan blev det. Som mit hjerte sagde. Til begravelsen -midt i tårer og taler og musikkens puls- der connectede jeg med en kvinde. En klog sjæl med dybe rødder. Rødder ud i verden, i musikken, i kroppens sprog, i jordemoderverdenen. Som jeg. Et møde med mening. Et møde som gjorde, at midt i sorgen og dansen med døden, der mærkede jeg livet. Hver især ankom vi tunge og i knæ til vores fælles vens begravelse. Sammen gik vi derfra. Grinende og med mod på meget mere af det livet må bringe.

Dansen med døden er tung. Og den er en del af livet. Og midt i min splintrethed, så er jeg ikke alene. Jeg har fået en ny veninde. Midt i mine tårer smiler jeg. Kigger op. Og netop der bryder solen igennem på denne ellers grå og regnvåde februardag i skoven. En gråhed og vådhed som spejler mit indre. Og så alligevel. For da jeg kigger op bryder solen igennem. Lige der fornemmer jeg grobund for at spirer på ny. Fornemmer støtte og nærvær. I dansen med livet og døden.